L102 Clara
Sjægt 22,3 fod.
Bygget af bådebygger Poul Trærup i Vejle 1992.
Ejer og skipper:
Leif Tipsmark · Løkken
Mobiltlf. 4240 6437
VHF kaldesignal: XPE6233 · MMSI nr. 219019707
Bådebygger Poul Trærup arbejdede det meste af sit virksomme liv som bådebygger, på det navnkundige Børresens Yachtværft i Vejle. I 1992 byggede han sjægten, som han navngav "Havlit" - til sig selv. Som oplæg brugte han konservator Chr. Nielsens opmåling, fra 1946 af sjægten "Lilly" fra Fur, der oprindelig var bygget 1906. En kollega til Poul Trærup så sjægten i Snaptun i 2019 og fortalte, at Poul havde taget et foto af tegningerne i bogen "Danske Bådtyper" - side 73. Fotoet blev lavet som lysbillede og projekteret op på en væg og herefter tegnet af. Selvfølgelig lavede han det bedste i sit fag han havde lært - bl.a det fine dæk er et smukt stykke håndværk. Trærup valgte lidt usædvanligt at anvende Douglas fyr til skrog og dæk. Spanter, køl, knæ og stævne er eg. Poul Trærup døde i foråret 2015.
Den 27. februar 2005 køber Leif Tipsmark sjægten og bringer den til Hjarbæk. Han omdøber den og navngiver den efter sit ældste barnebarn Clara. Rigningen var ikke helt i overenstemmelse med traditionerne i Hjarbæk. Sjægten rigges om - så skøder og fald m.v. er helt som traditionen foreskriver.
Selvfølgelig er den klare lak ikke i som traditionen foreskriver - den er alt for "fin" til at være en fiskejolle som sjægten jo er. Men at male det fine håndværk over - det nægter ejeren hårdnakket og må til gengæld acceptere lidt mobning fra de øvrige sjægtebesætninger.
Klik her for at skrive i logbogen