VM i sjægtesejlads 2018 i Hjarbæk


For 42. gang afholdtes det traditionsrige Sjægte VM på Hjarbæk Fjord.

Der blev afviklet 2 sejladser om formiddagen – frisk vind 8-10 m/sek i middelvind og vindstød på 12-13 m/sek. Det gav de helt rigtige udfordringer til skipper, besætning og båd ! Alle 39 både på nær en, der kæntrede – og senere indstillede sig selv til “kvajepøsen” - gennemførte.  Alle både gik i havn for at indtage frokost og afvente løbsledelsens signal for den 3. og sidste sejlads.  Vinden steg i styrke og da starten gik kl. 14.10 var der øgede udfordringer for at komme ud af havnen og klare den kraftige ving og især vindstødene. Sjægtelaugets følgebådsberedskab, bestående af 3 motorbåde samt en hurtiggående ribbåd fra FDF’erne i Viborg, fik rigeligt at se til – i løbet af en time kæntrede 4 både. Nyindkøbte walkie talkies med hvilke alle både og landvagten kunne kommunikere stod sin prøve. Ingen personer led større overlast, en tur i baljen og lidt hudafskrabninger og hurtig bjærgning. Flere vendte om for at gå i havn og udgik dermed. Andre “nærved situationer” opstod hist og her. De ca. 70 tilskuere på molen i Hjarbæk fik al den spænding og dramatik de kunne tilkomme. Bådene der gennemførte modtog klapsalver ved indsejlingen til havnen. Her gennemførte kun de bedste skippere og besætninger - ingen tvivl om det.

Vinderne i de forskellige klasser var følgende:

  • Sjægte 14-16 fod :
    Preben Jensen, Hjarbæk
  • Sjægte 16-18 fod: 
    Leif Vang, Hjarbæk
  • Sjægte 18-20 fod:
    Ole Rømer, Hjarbæk
  • Sjægte 20-22 fod:
    Helle og Kim Würz, Hjarbæk
  • Små Smakker:
    Jesper Hjermind, Hjarbæk
  • Åben Klasse:
    Frida Steffensen. FDF Viborg
  • Aalborg Joller:
    Arne Steffensen, Humlum